
Du har sikkert hørt, at det kan være godt at skrue lidt ned for salten, men hvorfor egentlig?
Vi skal have salt, men behovet for salt er lavt, faktisk kun 0,6 g. For at tage højde for individuelle variationer i fysisk aktivitet og klima estimerer NNR et max. indtag på 6 g. og et min. indtag på 1,5 g. salt.
I Danmark er vores saltindtag væsentligt højere med et gennemsnitligt indtag på 9-11 g for mænd og 7-8 g for kvinder.
For meget salt påvirker vores helbred negativt, fordi det svækker vores blodårer.
Vores nyere regulerer saltbalancen i vores krop. Hvis vi spiser et måltid med meget salt øges vores blodtryk, fordi det overskydende salt skal presses/pumpes mod nyrerne og udskilles. Vores hjerte kommer altså på overarbejde og skal pumpe ekstra meget. Hvis vores saltindtag er højt over en længere periode, kan det derfor føre til et konstant forhøjet blodtryk. Derudover vil et højt saltindtag kunne hæmme blodårernes antioxidantforsvar, hvilket kan medføre, at der opstår noget som hedder endotel dysfunktion som er et tidligt stadie til åreforkalkning.
Skal du så bare helt droppe salten på æggemaden og som krydring? Slet ikke.
Bordsalt og salt som er naturligt forekommende i fødevarer udgør nemlig kun 28 % af vores totale saltindtag
De sidste 72 % kommer fra forarbejdede fødevarer som fast food, mejeriprodukter, kødpålæg, og faktisk også fra færdigkøbt brød. Du kan selvfølgelig bage dit brød selv, hvis du har overskud eller tid, men en anden og væsentlig lettere måde kan være at vælge fødevarer med det grønne nøglehulsmærke, så er du nemlig sikret et mindre saltindhold. Du kan prøve at kigge efter det, næste gang du er ude og handle ind.
Vi kan også vænne vores smagsløg til mindre salt, det kræver lidt tålmodighed, men det er meget effektivt og du vil hurtigt mærke, at den mad du plejede at spise pludselig smager meget salt.